søndag den 13. september 2009

Energi- og kraftsangworkshop

I dag var jeg til energi- og kraftsangworkshop i Tarup-Davinde (lidt udenfor Odense), hvor en af mine gode veninder underviste.

Vi startede med energi, og første øvelse var at lave en energikule mellem hænderne. Min var varm. Derfra gik vi videre til at give energien videre til sidemanden, og først sendte vi min energikule frem og tilbage, og bagefter fik jeg Sylvanas, der fik mine håndflader til at snurre. Derefter mærkede vi på stenenergier, og nogle af dem kunne jeg ikke rigtigt mærke noget på. Men da jeg fik snefnugobsidianen i hånden, blev det varmt. Først troede jeg det var min egen energi jeg kunne mærke, men da det blev varmere og varmere endte jeg med at beslutte, at det måtte være stenen. Bagefter var der flere der sagde de havde oplevet varme fra lige den sten, så det var lidt sjovt at få bekræftet. Da jeg fik bjergkrystallen mellem hænderne var den kold, selvom den havde været mellem mange hænder og dermed burde have været håndvarm ligesom de andre sten, men det var den altså ikke. Det var også lidt sjovt. Den ligesom pulsede koldt på en måde. Sodalitten var neutral til kølig, men ikke kold ligesom bjergkrystallen. Vi prøvede også at mærke på hinanden, hvor jeg igen var sammen med Sylvana. Vi startede med at sætte håndfladerne mod hinanden og så trække dem væk, og hendes energi nåede ikke ret langt ud, men hun kunne mærke min en del længere ude. Til sidst mærkede vi på ting, men dem kunne jeg ikke rigtigt koncentrere mig om. Vi sluttede af med en grounding udenfor.

Så spiste vi lækker frokost, og så var det kraftsangen det gjaldt.

Vi startede indenfor med Jeg så en ulv, en ræv, en hare for at komme i gang, fortsatte med The Earth is Our Mother og sluttede af med en elementchant. Da vi havde gennemsunget dem gik vi udenfor og fandt en dejlig lille bålplads hvor vi sang The Earth is Our Mother og bagefter groundede midt i naturen med blæsten der kærtegnede os.

Da vi kom tilbage gik vi ind på stenmuseet og fik en hyggelig snak med de to ældre mænd der stod for det den dag, det var faktisk rigtigt spændende.

Bagefter sad vi og hyggede med småkager og te indtil det blev tid at køre hjem.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar