Regression

Jeg var eksamensprojekt for en regressionterapeut i dag, dvs. han skulle føre mig tilbage til et tidligere liv og alt blev så optaget til vurdering af læreren.

Jeg blev lagt på en briks med et tæppe over benene og så gik vi i gang. I starten havde jeg rigtigt svært ved at komme ind i det og få mine tanker til at slappe af (de blev i øvrigt ved med at kværne og kommentere på alt under hele sessionen), men efter en lille omvej om en legeplads lykkedes det. Han spurgte blandt andet om jeg var alene på legepladsen, og da jeg sagde ja spurgte han om jeg kunne lide det. Da jeg svarede "Ja, for så er her ingen børn" spurgte han hvorfor det var godt, og det lod ikke helt til at han forstod argumentet "Fordi de er børn" og jeg måtte forklare at jeg faktisk finder børn enormt irriterende.

Det lykkedes endelig at finde noget interessant, jeg havnede i et køkken der mindede lidt om det fra Den Store Badedag, altså lille, fattigt arbejderkøkken. Han bad mig kigge ned af mig selv og spurgte om jeg havde fodtøj på, det havde jeg ikke, jeg havde bare tæer. Så skulle jeg kigge længere op ad mig selv og så jeg havde en lille kjole på. Han bad mig træde ud af kroppen og fortælle hvad jeg så. Jeg så en lille pige, måske 4 eller 5 år, med lyst, let krøllet hår og et rigtigt frækt gavtyvesmil. Hun stod med en finger i munden og kiggede på mig, og så bad han mig høre efter, for der var en der kaldte på hende og det lød som om der blev kaldt Ida. Så stak hun af, og da jeg fulgte efter fandt jeg hende på armen af hendes mor. Det årstal der kom frem var 1926.

Så bad han mig gå frem i tiden til en situation der havde stor betydning for hendes liv, og jeg så hende som næsten voksen (vel 15-16 år?) blive voldtaget i en baggård eller port. Det var smertefuldt og ydmygende.

Fremad i tiden igen så jeg hende ligge på et køkkenbord, men en mand (der ikke var læge) var ved at udføre en abort på hende, ved at stikke noget spidst op i hendes livmoder. Hvilket var endnu mere smertefuldt og mindst lige så ydmygende som voldtægten der havde forårsaget aborten.

Da hun var gennem aborten besluttede hun, at det ikke kunne være rigtigt at det skulle være så smertefyldt, ydmygende, dyrt og ødelæggende at tage sin skæbne i sin egen hånd, og hun satte sig for at lære alt om urter osv der kunne hjælpe, og brugte resten af sit liv på at hjælpe kvinder med både abort, fødsel og andre kvindeting. Hun døde da en voldelig ægtemand kom ind midt i hans kones abort og han slog Ida hårdt i hovedet så hun faldt om og i faldet slog hovedet mod noget hårdt af jern (en brændeovn?).

Det eneste hun virkelig fortrød i sit liv var, at hun ikke kunne redde sin mor der døde under en fødsel, fordi hun på daværende tidspunkt ikke vidste nok om fødsler.

Da vi forlod Ida sendte han mig ind i en pejsestue, og i min pejsestue var der to behagelige stole, skind på gulvet, vægtæpper på væggene og en reol med en masse smukt indbundne, håndskrevne bøger om urter, middelaldermedicin osv. Han bad mig tage en bog ud og kigge i den, og det var en bog jeg selv havde skrevet om urter som medicin, og da han spurgte om jeg vidste hvad det betød, kunne jeg kun sige ja. Især sammenholdt med Idas virke, for et af de specialer jeg valgte til min dedikation var urter, især urter der har noget med kvinder at gøre.

Han spurgte om der ellers var noget interessant i rummet, og der kom en ulvehund hen til mig. Jeg sagde bare "En ulvehund", og fordi han lige havde sagt at det kunne være et interessant maleri eller noget i den stil, tog det ham lidt tid at opfatte, at det ikke bare var et maleri af en ulvehund, men en rigtigt ulvehund der kom hen til mig. Det er min store drøm at få sådan en, hvilket nok har en del at gøre med at den dukkede op der.

Han bad mig så om at sætte mig i stolen og lukke øjnene, og når han havde talt til tre ville en skikkelse træde ud af skyggerne i hjørnet, og denne ville enten være en person jeg har et specielt forhold til, en åndeguide eller andet i den stil. Da jeg åbnede øjnene så jeg en middelhøj kvinde med rødt, krøllet hår og grønne, grønne øjne. Et udseende jeg altid har været fascineret af, og en kvinde som jeg også mødte da jeg i en meditation skulle møde mit højere selv. Hun sagde ikke så meget, hun smilede egentlig bare til mig, holdt mig i hånden og kyssede mig på panden, og gav mig en følelse af, at ligemeget hvad vil hun altid være der.

Vi sluttede af og sad og snakkede en smule bagefter.