fredag den 30. oktober 2009

Samhain hos Freya og Loke.

Ulven og jeg mødtes på banegården, hvor vi som sædvanlig skaffede sandwiches og træstammer til togturen (det er efterhånden ved at være en tradition), hvorefter vi fangede et tog og derefter en Loke og en Moon. Vi startede med at køre til en blomsterhandler, for vi skulle lægge blomster for vores afdøde. Der fandt vi i øvrigt ud af, at årets juletema åbenbart er sort og sølv (som vi blev enige om: Goth!), hvilket jeg nu personligt ikke mener er særligt julet. Men dem om det, vi skred og tog den efterhånden lige så traditionelle tur indenom Føtex, og så satte vi snuden mod Asgård.

Vi ankom og satte os som sædvanlig og hyggede lidt, og så tog vi ud til galgebakken for at lave et lille ritual. Det var meget simpelt, vi satte nogle fakler op og stillede os så i rundkreds, hvor vi hver især skålede for nytåret og vores afdøde. De tre unge mænd der sad i en bil ved siden af må have syntes det var pænt sært *GG* Da vi var færdige med skålen kørte de, og gik dermed glip af den bedste del, for vi sluttede af med at Aume (en lille tradition vi har lavet), og når vi gør det lyder det ret godt og energierne flyver omkring os så der er gåsehud i lange baner.

Vel hjemme igen lavede vi en overdådig middag med bambilår, gratineret rodfrugtmos og en lækker sovs med nødder og løg. Vi sluttede aftenen af med at hygge og drikke Midnight Margaritas som vi altid gør. Denne gang blev Ulven, Loke og jeg dog oppe lidt længere, fordi vi lige sad og snakkede lidt. Vi kom i seng ca kl 5 *LOL*

Lørdag lagde jeg en blomst på deres alter for Ingrid, og en stilk med bær under en af deres hyldebuske for Ida.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar