søndag den 1. november 2009

Samhain med Rowanwand

Vi startede med at blive lukket inde i et rum, hvor vi skulle tænke på ét godt minde om en afdød og en ting vi ser frem til i det nye år. Vi skulle ikke meditere, men snakke hvis vi havde lyst, så vi kunne få snakket af og dermed ikke ytre et eneste ord i ritualet før vi blev bedt om det. Så blev vi ledt ind i ritualrummet hvor vi skulle sætte os ved hver vores element.

Sylvana og Cassandra forestod ritualet, og i stedet for, som vi plejer at uddelegere påkaldelse af elementer osv, så gjorde de det selv i fællesskab ved hvert element og guderne osv. Da påkaldelsen af cirkel, elementer og guder er færdig tager de lysene der symboliserer guderne, holder dem sammen og siger: "I dag er Guden og Gudinden ikke længere en del af den samme verden. De er skilt fra hinanden" hvorefter de flytter lysene væk fra hinanden og Sylvana tager afsked med Guden og puster hans lys ud.

Vin og brød er lagt ind her, for det er tradition på denne dag at nyde et måltid i stilhed sammen med sine afdøde, og det gør vi på denne måde.

Så skal vi finde vores spådomsredskaber frem og spå os selv for det kommende år. Derefter deler Cassandra salvie ud til alle deltagerne og det er nu tid at ære de døde. Vi skal hver især fortælle det minde vi tænkte på tidligere, lægge salvien på det varme kul og derefter sige hvad det er vi ser frem til i året der kommer.

Samhain-sangen synges, og så tages der afsked med elementerne osv. Jeg tog afsked med mit eget element (luft).

Til sidst starter Cassandra og Sylvana og vi gentager:

Vi er Jomfruen.
Vi er Moderen.
Vi er Den Gamle Kvinde.
Vi er mange men vi er ét.

Vi slutter med May the circle be open og går derefter ud og spiser og hygger.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar