lørdag den 8. januar 2011

Ak ja som tiden dog kan gå. Det er over et år siden jeg har skrevet her, ikke fordi der ikke er sket noget, men fordi jeg ikke altid er lige god til at sætte mig ned og få skrevet mine tanker og oplevelser ned. Der er sket en masse siden sidst jeg skrev. Jeg er ikke længere med i covenet, da de valgte at ekskludere mig på en ret ubehagelig måde, men det er en længere historie, og egentlig ikke en jeg føler behov for at dele med andre end de involverede. Min veninde Lilleulv, der blev dedikeret sammen med mig, valgte kort efter at gå også, og Rowanwand er derfor tilbage til sin oprindelige størrelse og ikke længere end del af mit liv.

Jeg har holdt nogle dejlige ritualer med en udspringer af hyggemødegruppen her på Fyn (kom gerne og deltag, alle er velkomne: http://www.facebook.com/#!/group.php?gid=347330797635). Jeg har holdt dejlige ritualer med den efterhånden ret så sammentømrede gruppe omkring Horsens. Jeg har været på en skøn sommerlejr, noget der klart skal gentages i år. Jeg har været til Witchfest alene, første "voksenrejse" nogensinde, hvor jeg selv bestemte, hvor jeg ville hen, hvad jeg ville lave og se og selv planlagde fra start til slut. Det var en stor oplevelse for mig, både rejsen og Witchfest og også klart noget jeg gerne vil gentage, hvis jeg kan få råd til det. Jeg fik blandt andet mulighed for at småsnakke lidt med Damh the Bard, som jeg pludselig sad med på skødet under hans foredrag, fordi han ville demonstrere en pointe, jeg fik snakket med nogle flinke englændere, der syntes det var ret imponerende jeg var rejst alene derover for at være med til Witchfest og oplevet, hvordan jeg faldt ind i en helt anden og meget mere iagttagende rolle, end hvis jeg havde været der alene, hvilket resulterede i en del inspiration til tøj og projekter, jeg vil lave i fremtiden.

Den umiddelbare fremtid byder på skabelsen af en ny cirkel. Det er stadig kun på planlægningsstadiet, så nu får vi at se, hvad der sker. Vi har indledende møde d. 22 januar, så der skulle gerne komme en opdatering kort derefter. Derudover en hekseweekend d. 18 februar, hvis jeg kan få min hund passet.

For at blive bedre til at bruge bloggen, er det min plan for fremtiden også at poste videoer, citater, kreative ting jeg har lavet med hedensk inspiration osv., for jeg vil egentlig gerne have en måde at kigge tilbage, uden det hele nødvendigvis behøver være inde i mit hoved. Min hukommelse er ikke altid for god, så det ville være ærgerligt, hvis der forsvandt noget godt.